Hvorfor Europa og Latinamerika har brug for hinanden

30.11.2022 Josep Borrell, Former High Representative of the European Union for Foreign Affairs and Security Policy / Vice-President of the European Commission

Bruxelles – I den farligere og mere uforudsigelige multipolære verden, som vi nu lever i, er handelsforbindelser fortsat helt afgørende. Men de kan ikke adskilles fra geopolitikken. Mange europæere troede længe, at dette var muligt, men Ruslands angrebskrig mod Ukraine har fremhævet risiciene ved Den Europæiske Unions afhængighed af russisk gas og vist os, at denne tilgang ikke længere er holdbar.

Hvis EU gerne vil anerkendes som en ægte geopolitisk aktør, er det ikke tilstrækkeligt at styrke vores interne enhed. Vi skal også rekalibrere vores strategiske kompas ved at anvende vores politiske og økonomiske instrumenter mere konsekvent og identificere ikke blot risici, men også muligheder mere effektivt. Derfor har jeg helt fra begyndelsen af min mandatperiode slået til lyd for tættere bånd mellem Europa og landene i Latinamerika og Caribien.

For at foretage det kvalitative spring, vi har brug for, er vi nødt til at styrke den politiske dialog på højeste niveau. Men for at sikre en troværdig indsats skal vi også fuldføre moderniseringen af de eksisterende associeringsaftaler med Mexico og Chile, undertegne den forhandlede post-Cotonouaftale med landene i Afrika, Caribien og Stillehavet, ratificere associeringsaftalen med de mellemamerikanske lande og færdiggøre aftalen mellem EU og MERCOSUR.

Handel spiller en vigtig rolle i alle disse aftaler, men ingen af dem kan betragtes som blot en handelsaftale. Den mest komplekse af disse aftaler er aftalen med MERCOSUR, som vi har forhandlet om i over tyve år. I en tango er tyve år måske ingenting, men i dette tilfælde er der gået for lang tid.

Under et besøg i Sydamerika i sidste måned fik jeg lejlighed til at mødes med ledere fra Argentina, Paraguay og Uruguay, som i øjeblikket har MERCOSUR's roterende formandskab. For nylig lykønskede jeg den brasilianske præsident Luiz Inácio Lula da Silva med valget. Under alle disse samtaler stod aftalen mellem EU og MERCOSUR i forgrunden. Jeg forsøgte at fortælle disse ledere, at den politiske vilje til at færdiggøre denne gensidigt fordelagtige aftale i høj grad er til stede.

Ordet "strategisk" bruges ganske vist i tide og utide. Men i forbindelse med aftalen mellem EU og MERCOSUR kunne den ikke være mere egnet. Mens der er nogle, som modsætter sig den – under påberåbelse af modstridende interesser – er der tvingende argumenter for at færdiggøre aftalen.

For det første er aftalen mellem EU og MERCOSUR meget mere end en handelsaftale. Det er et dybt politisk instrument, der ved at fremme dialog og samarbejde vil forsegle en strategisk alliance mellem to regioner, der er blandt verdens mest nøje afstemte regioner med hensyn til interesser og værdier, og som deler en lignende vision for, hvilken type samfund vi ønsker.

Desuden har vi på begge sider af Atlanten til hensigt at styrke vores strategiske autonomi og forbedre vores økonomiske modstandsdygtighed ved at mindske overdreven afhængighed. Autonomi er imidlertid ikke ensbetydende med isolation. Snarere betyder det diversificering af værdikæder, hvilket igen kræver samarbejde med pålidelige økonomiske og politiske partnere.

Aftalen mellem EU og MERCOSUR, der samler to af verdens største handelsblokke – med en samlet befolkning på over 700 millioner – vil være den største handelsaftale, som EU nogensinde har indgået. Det vil også være MERCOSUR's første brede handelsaftale, der styrker grupperingens integration.

Fælles regler vil åbne dørene mellem vores store markeder og skabe reelle muligheder for virksomhederne på begge sider og støtte skabelsen af arbejdspladser af høj kvalitet i Europa og Latinamerika. I erkendelse af et økonomisk asymmetrisk forhold præciseres det i aftalen, at handelen gradvist vil blive åbnet, hvorved de relevante sektorer får tid til at modernisere sig og blive konkurrencedygtige.

MERCOSUR-landene ønsker at eksportere mere til Europa, men de vil også gerne undgå at blive reduceret til eksportører af råstofforekomster. De vil gerne udvikle deres produktions- og eksportkapacitet og øge værdien af naturressourcerne gennem innovation og teknologi og samtidig overholde strenge sociale og miljømæssige standarder.

Et tredje argument for aftalen mellem EU og MERCOSUR er dens potentiale til at fremme klimaindsatsen og miljøbeskyttelsen. Faktisk var den politiske aftale, som EU og MERCOSUR nåede frem til i 2019, blandt de første af sin art, der indeholdt en henvisning til Parisaftalen om klimaændringer. I Europa hersker der imidlertid tvivl om omfanget af denne forpligtelse, navnlig i lyset af skovrydningen i Amazonas, der i de seneste år er foregået i et stadig højere tempo. Nogle i Europa hævder, at selvstændig EU-lovgivning vil være den eneste troværdige vej frem. Men vi kan ikke isolere os selv og ændre verden på samme tid. Vores lovgivningsmæssige rammer skal ledsages af mere international dialog og samarbejde med fokus på at præcisere fælles forpligtelser og opbygge mere bæredygtige værdikæder.

Den nyvalgte præsident Lula har gjort det klart, at han ønsker at værne om Brasiliens demokrati, hele samfundets sår, fremme social retfærdighed og sætte skub i økonomien og samtidig bekæmpe klimaændringer og skovrydning i Amazonas. Aftalen med EU vil støtte denne indsats ved at muliggøre videndeling, forbedre standarder, styrke miljøbeskyttelse og bæredygtige produktionsmetoder. Den europæiske side vil foreslå et yderligere instrument, der præciserer vores fælles forpligtelser til miljømæssig bæredygtighed.

Endelig er aftalen mellem EU og MERCOSUR ikke en afslutning, men kun en begyndelse. Den markerer starten på en fælles kurs og udstikker de nødvendige institutionelle rammer for at lette samarbejdet på en lang række områder af fælles interesse, lige fra beskyttelse af menneskerettigheder og bæredygtig udvikling til regulering af den digitale økonomi og bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Denne aftale vil ikke blot styrke vores forbindelser mellem regeringer og institutioner, men også mellem parlamentarikere, civilsamfundet, iværksættere, studerende, universiteter, videnskabsfolk og kreative.

Tiden er inde til at lægge den kortsigtede taktik på hylden. I en verden med giganter repræsenterer EU og MERCOSUR tilsammen kun 10 % af verdens befolkning og 20 % af det globale BNP. Hvis Europa og MERCOSUR gerne vil have indflydelse, er handelsaftalen mellem dem derfor en strategisk nødvendighed. Det brasilianske formandskab for MERCOSUR og det spanske EU-formandskab, der begynder i anden halvdel af 2023, er en god mulighed for at puste nyt liv i det momentum, som forbindelserne mellem EU og MERCOSUR trænger til.